Sådan sparer du op til din drømmerejse

Sådan sparer du op til din drømmerejse

Går du og sukker efter eksotiske himmelstrøg? Måske har du længe overvejet at rejse til det centraleuropæiske land Kroatien, eller også drømmer du om en tur til magiske Bali. Uanset hvor du drømmer dig hen, kræver det penge. Men med ganske få sparetiltag, kan alle få råd til en ferie før eller siden. Læs med her og få gode råd til, hvordan du sparer op til din drømmerejse.

Gå i sparemode

For at få kickstartet din rejseopsparing kan det være en god idé at tage en ”kold tyrker”. Når du har betalt din husleje, forsikringer, abonnementer og alle andre nødvendige udgifter, skal du udfordre dig selv. Du må ganske enkelt ikke bruge penge på andet end mad i eksempelvis en måned eller to.

Handl kun på tilbud

Du skal naturligvis have mad på bordet hver dag. Og det er en fast udgift i et månedligt budget. Men med bare en smule omtanke kan du faktisk spare mange penge hver måned, hvis du går efter tilbuddene. Kig i tilbudsaviserne og køb et lille lager ind, hver gang der er et ekstra godt tilbud på langtidsholdbare madvarer. Det bliver i sidste ende til mange tusinde kroner på årsbasis.

Kig dine forsikringer efter i sømmene

Et af de steder, der virkelig er penge at spare, er på dine forsikringer. Gå dine forsikringer efter i sømmene og indhent tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber. Det gælder om at forhandle en god pris hjem. Og ved bare at spare et par tusinde kroner hver måned bliver det til flere tusinder kroner om året.

Skær unødvendige abonnementer fra

Behøver du alle de abonnementer, som du har lige nu? Har du både den store TV-pakke, abonnement til Netflix, HBO og andre streamingtjenester, bliver det hurtigt en dyr post hver måned – også selvom det kun virker som småbeløb.

Kig grundigt på, om du i virkeligheden kan nøjes med den lille TV-pakke. For ser du overhovedet alle kanalerne i den store? Handler det i virkeligheden om, at det er nice to have frem for need to have?

Lav madplan – og store portioner

Gør det til en vane at lave madplan hver uge. På den måde kan du handle ind til hele ugen på én gang. Måske kender du det med at gå i supermarkedet hver eller hver anden dag? Det er en dyr måde at leve på.

Sørg i stedet for at handle stort ind og lave store portioner ad gangen. Du kan putte det i fryseren og tage op senere på ugen. Ellers forsøg at tænke lidt kreativt med de rester, du allerede har i køleskabet.

Ryd ud i dine fejlkøb

Gå jævnligt dit tøjskab efter og vurder, hvad du egentlig bruger. Hvis du har noget tøj, som du ikke har gået med længe, eller du har lavet nogle fejlkøb, så er det en god idé at sælge ud af det.

Der findes flere tøjauktionssider på nettet, hvor du gratis kan sælge dit (u)brugte tøj. Det er en god måde at komme lidt ekstra i rejseopsparingen.